Det er nok efterhånden ikke ret mange, der kan huske, da de første herreskjorter af nylon kom på markedet, men dengang var det en revolution, at nylon også kunne anvendes til skjorter. For det første var nylon holdbart, for det andet var det billigt, og for det tredje var skjorterne strygefri.
Der gik en længere periode, hvor nærmest alle mænd bar nylonskjorter, men succesen viste sig at have en bagside, for i en årrække fik et utal af mænd svedproblemer med efterfølgende eksem på ryggen. Det viste sig også, at mange mænd pludselig ikke kunne tåle deodorant i deres armhuler, og da nylonskjorterne var meget tætte, var der på arbejdspladser og i hjemmet en evig lugt af armsved. Da der så efterfølgende blev markedsført uldsokker med 20 % nylon, gik det helt galt, for nu begyndte der at opstå andre svedproblemer og problemer med svamp mellem tæerne, og en ny lugt af fodsved blev almindelig.
I den periode havde fabrikanterne af midler mod fodsved og armsved kronede dage, og de producerede flere og flere mystiske produkter til svedbehandling, indtil nogle kloge medicinere begyndte at undre sig over den voldsomme stigning i antallet af svedproblemer med efterfølgende hudproblemer hos mænd.
En tid efter blev årsagen til forundringen fundet, og via pressen og opslag på apoteket blev mændene orienteret om risikoen for svedproblemer ved at bære nylonskjorte og sokker med nylon. Stille og roligt ophørte salget af nylonskjorter, og gener med armsved og fodsved med efterfølgende svedbehandling af mænd blev markant reduceret. Og der er også mange, der sveder i hænderne faktisk.