Lad os bare være ærlige: Min kæreste, som jeg nu har kendt i godt et år, og jeg har ikke helt den samme smag, når det gælder udsmykning af vores fælles hjem. Han er nok, som så mange mænd, lidt mindre optaget af, hvordan hjemmet ser ud, end vi kvinder ofte er. Det betyder dog ikke, at han er ligeglad med sit hjem. Han har bare haft en noget anden idé om, hvad der gør en stue hyggelig og personlig.
Jeg går mere op i, at rummene hænger sammen, og at møbler, farver og små detaljer skaber en rolig helhed. Han ser til gengæld hurtigt charmen i ting med historie, også selv om de måske ikke passer ind i den stil, jeg selv ville have valgt. Det har givet anledning til et par diskussioner, men også til nogle gode kompromiser undervejs.
Gamle skilte med hver sin historie
Da jeg mødte ham, blev jeg noget overrasket over den store samling af gamle emaljeskilte, han havde hængende i sin stue. Bevares, det er da meget sjovt med sådan nogle gamle skilte, der for de flestes vedkommende er reklamer for forskellige bryggerier. De har tydeligvis betydning for ham, og jeg kan godt forstå, at han synes, de er dekorative på deres egen måde.
Jeg syntes bare ikke ligefrem, at de hørte hjemme i en stue. For mig kom de til at fylde meget på væggene, og jeg havde svært ved at se dem sammen med de øvrige ting i rummet. En enkelt eller to kunne måske fungere som en særpræget detalje, men en hel væg med skilte blev efter min smag lidt for meget.
Vi har derfor forsøgt at finde en løsning, hvor han stadig kan have nogle af sine favoritter fremme, uden at stuen kommer til at ligne et lille museum for gamle reklamer. Det har faktisk gjort en forskel at vælge færre ting og give dem mere plads. Når der ikke er så meget på væggene, lægger man også mere mærke til de ting, der får lov at blive hængende.
Møbler skal både være pæne og bruges
Heller ikke hans møbler gav jeg meget for i starten. Både sofa og lænestole var gamle og slidte i betrækket, og de passede ikke helt til den måde, jeg forestillede mig, at vores hjem kunne indrettes på. De var måske praktiske nok, men de gjorde ikke meget for rummet.
Heldigvis havde han ikke noget imod, at jeg dækkede dem til med nogle af de plaider, jeg har samlet sammen i tidens løb. Det pyntede med det samme og gjorde samtidig møblerne mere indbydende. Plaider kan nemlig være en nem måde at ændre udtrykket på, hvis man ikke lige er klar til at skifte møblerne ud. De kan bløde et slidt betræk op, tilføre lidt farve eller gøre en stol mere hyggelig at sidde i.
Efterhånden har vi nu fået skiftet de fleste af hans gamle møbler ud, og det har bestemt pyntet på vores hjem. Det er ikke sket fra den ene dag til den anden, og det har også været en fordel. Når man bor sammen, er det rart at have tid til at mærke efter, hvad der fungerer i hverdagen, frem for blot at vælge det første og bedste.
Jeg har lært, at hjemmet ikke behøver at være indrettet efter én persons smag. Det er faktisk mere hyggeligt, når der også er plads til ting, som den anden holder af. Selv om jeg stadig ikke ville vælge en hel samling emaljeskilte til stuen, behøver alt jo heller ikke at være valgt af mig for at høre hjemme hos os.
De små vaner i hjemmet
Fra starten var vi for eksempel heller ikke helt enige om, hvor ofte man bør skifte sit sengetøj. Jeg har det sådan, at det bør skiftes mindst en gang om ugen, men det mente min kæreste var lige lovlig tit nok. Han syntes, at det var tilstrækkeligt at skifte det med to ugers mellemrum, hvilket overraskede mig, for han er ellers meget renlig.
For mig handler sengetøj ikke kun om, at det skal være rent. Nyvasket sengetøj giver også soveværelset et mere velplejet udtryk og gør det rart at gå i seng. Det er en af de små ting, som kan få et hjem til at føles mere indbydende, uden at man behøver købe noget nyt eller lave store forandringer.
Det er nu endt med, at jeg har fået min vilje, så sengetøjet bliver skiftet hver uge. Han har vænnet sig til det, og jeg tror også, at han sætter pris på følelsen af rent sengetøj, selv om han ikke nødvendigvis ville have valgt rytmen selv.
At indrette et fælles hjem handler nok i sidste ende om mere end møbler, skilte og plaider. Det handler om at finde plads til begge personers vaner og præferencer. Nogle ting må man lære at leve med, andre ting kan man ændre, og så er der de løsninger, hvor begge får lidt af det, de gerne vil have. Det er måske netop det, der gør et hjem fælles.
