Emballering af kunst

Som maler er jeg meget privilegeret. Altså jeg er kunstmaler. Ikke en almindelig maler, der kommer og hvidter murerne eller maler loftet hos jer. Nej, jeg er hende, der skaber kunst og liv i dine stuer med mine flotte malerier. Mit privilegie består i, at jeg kan arbejde hvor som helst og når som helst. Der er ikke nogen grænser. Måske skal jeg udtrykke det mere korrekt: Jeg sætter ikke nogen grænser for mig selv.

De bedste tider

Der er naturligvis tider, hvor jeg foretrækker at male eller ikke male. Fx elsker jeg at male i morgenlyset en junimorgen, hvor solens stråler bare lige trænger igennem disen fra en kølig nat ved havet. Men det kan også være spændende at male i kunstigt neonlys. Det har jeg eksperimenteret med ret længe. Resultaterne er ret imponerende. Næsten fascinerende. Det bliver absolut hovedtemaet for min næste udstilling, som jeg er ved at planlægge lige nu. Jeg har været i gang med planlægningen i flere måneder, og der er kun få uger til, at ferniseringen finder sted.

Invitationerne er sendt til alle klubmedlemmer og for den sags skyld også til mine venner og store idoler – og mentorer. Jeg håber, de møder op. Og ja, naturligvis håber jeg også på at salget af mine værker vil gå godt.
Jeg har da også husket alle detaljerne. Har fået bestilt de paprør, som jeg ved, vi får brug for. Det er jo ikke alle besøgende på udstillingen, som har råd til at købe en original. Men de har råd til en plakat, som viser et snit af et af malerierne. Det er en prisbillig måde at få god kunst på væggene, indtil man har råd til at købe et helt værk selv. Så det, er jeg ikke bange for.

Den vigtige emballage

Jeg er bare lidt sur over, at det koster så mange penge at få alle de paprør hjem. Det er der dog ikke noget at gøre ved. Og hvis mine værker bliver godt modtaget af publikum, ja så er udgiften til paprørene og andre former for emballage givet godt ud. Jeg skal jo leve af det her. Malerierne, altså. Det er jo det, jeg lever for. Det er det, jeg er god til. Det er det, jeg kan lide at tale med andre mennesker om. Så pyt være med udgifterne til gavepapir, paprør og postkort. Så længe jeg kan få et måltid på bordet og råd til mine lærreder og pensler, så er jeg tilfreds.

Det bedste ved det hele er, at jeg får mulighed for at møde mange interessante mennesker. Det er jo en uvurderlig kilde til inspiration. I det mindste for mig. At jeg så også møder en masse andre mennesker, der måske ikke lige er klar til at forstå mine budskaber med mine malerier, er så den udfordring, jeg tager op til min næste udstilling. I denne sæson er temaet madspild. I næste sæson kan det være, at jeg går i kødet på klimaforandringer. Det er jo et emne, som ikke vil blive ignoreret i de næste mange år.