Som maler er jeg meget privilegeret. Altså jeg er kunstmaler. Ikke en almindelig maler, der kommer og hvidter murerne eller maler loftet hos jer. Nej, jeg er hende, der skaber kunst og liv i dine stuer med mine flotte malerier. Mit privilegie består i, at jeg kan arbejde hvor som helst og når som helst. Der er ikke nogen grænser. Måske skal jeg udtrykke det mere præcist: Jeg sætter ikke nogen grænser for mig selv.

De bedste tider

Der er naturligvis tider, hvor jeg foretrækker at male eller ikke male. Fx elsker jeg at male i morgenlyset en junimorgen, hvor solens stråler just trænger igennem disen fra en kølig nat ved havet. Der er noget særligt ved det lys, som jeg aldrig helt kan genskabe kunstigt, selvom jeg har eksperimenteret længe med neonlys. Det kan også være fascinerende at arbejde under kunstigt lys – resultaterne bliver helt anderledes, næsten fascinerende. Kontrasterne bliver dybere, og farverne tager sig ud på en helt ny måde. Det bliver absolut hovedtemaet for min næste udstilling, som jeg er ved at planlægge lige nu. Jeg har været i gang med planlægningen i flere måneder, og der er kun få uger til, at ferniseringen finder sted.

Invitationerne er sendt til alle klubmedlemmer og for den sags skyld også til mine venner og store idoler – og mentorer. Jeg håber, de møder op. Og ja, naturligvis håber jeg også på at salget af mine værker vil gå godt.

Planlægning og tilgængelighed

Jeg har husket alle detaljerne i forberedelsen. Jeg har fået bestilt de paprør, som jeg ved, vi får brug for. Det er en vigtig del af at møde forskellige publikummer hvor de er. Ikke alle besøgende på udstillingen har råd til at købe en original maleri – og det er helt okay. De kan købe en plakat, som viser et snit af et af malerierne. Det giver folk mulighed for at få god kunst på væggene til en prisbillig pris, og for mange er det første skridt, inden de senere investerer i et helt værk. Det er en smart måde at gøre kunst tilgængelig for flere, og det giver også mig en indtægtskilde udover originalerne.

Den vigtige emballage

Jeg er ikke naiv omkring udgifterne. Det koster faktisk mange penge at få alle de paprør og emballagematerialer hjem. Der er pakkepapir, paprør, postkort, og meget praktisk opsætnings- og forsendelsesmateriale. Udgifterne er reelle, og jeg kan ikke se væk fra dem. Men hvis mine værker bliver godt modtaget af publikum, ja så er udgiften til paprørene og andre former for emballage givet godt ud. Det er en investering i både logistik og forretning – og i at kunne leve af det her.

Det er nemlig det, jeg lever for. Malerierne. Det er det, jeg er god til. Det er det, jeg kan lide at tale med andre mennesker om. Og for at kunne fortsætte med at lave kunst på fuldt blus, skal jeg være praktisk omkring økonomien. Så længe jeg kan få et måltid på bordet og råd til mine lærreder og pensler, så er jeg tilfreds.

Inspiration fra møder og dialog

Det bedste ved det hele er ikke pengene – det er mennesker. Jeg får mulighed for at møde så mange interessante mennesker gennem udstillinger. Det er en uvurderlig kilde til inspiration. Folk stiller spørgsmål, de fortæller deres historier, og de bringer perspektiver, som jeg aldrig selv ville have tænkt.

Naturligvis møder jeg også mennesker, der måske ikke helt er på samme bølgelængde som mine malerier. Det er også en udfordring, jeg tager op. Ikke alle vil forstå budskaberne i mine værker, og det er okay. Det betyder bare, at jeg må blive endnu klarere og mere direkte i min kommunikation – både gennem billederne og gennem ordet.

Tema og udvikling

I denne sæson er temaet for udstillingen madspild. Det er et emne, som interesserer mig dybt, og som rammer verden lige nu. Næste gang kan det være, at jeg går i kødet på klimaforandringer eller et helt tredje tema. Det vigtige for mig er at udvikle mig som kunstner, at arbejde med temaer, som betyder noget, og at invitere folk ind i disse samtaler gennem min kunst. Det er ikke bare maleri for maleriets skyld – det skal handle om noget.