Der er intet så godt som at få gode råd. Også selv om man skal betale for dem. Vi havde fundet en god advokat, da vi lavede et boligkøb. Hun var virkeligt dygtig til at give os gode råd, når det handler om bolighandel. Hun kunne fx forudse, at vi ville få brug for at få noget køberrådgivning, da vi slet ikke havde nogen erfaring med køb af bolig. Så hun hjalp os med at finde en rigtig god købermægler.

Tinglysning og juridiske formaliteter

Selv tog hun sig af alt det her med skødeskrivning og tinglysning af skøde og alle de her formaliteter, som man skal igennem. Et boligkøb kræver præcis håndtering – fra godkendelse af skødet til registrering i tingbogen og afklaring af, at sælgers gamle lån bliver slettet. Det er nemlig ikke noget, man lige sådan håndterer selv uden at risikere fejl, der kan komme til at koste dyrt. Ja, uden hende, så tror jeg ikke, at vi nogensinde havde fået afsluttet den handel. Men det fik vi. Og vi bor nu i verdens dejligste hus. Vi er glade for det, og vores børn skal vokse op i det.

Det uforudsete råd: Testamente

Det er nogle år siden nu, men dengang vi købte huset, gjorde hun os opmærksom på noget, som ingen af os havde tænkt på:

Mere end et hus – en familieformue

Hun ville råde os til at få noget testamenterådgivning og eventuelt få lavet et testamente. Et hus er en stor investering. Og da hun vidste, at vi havde planer om at få mange børn, syntes hun, at hun ville nævne det for os. Hun forklarede, at uden et testamente ville arveloven styre, hvordan vores formue blev fordelt, hvis en af os skulle dø. For gifte par med børn betyder det ikke altid præcis det, man forestiller sig. Lige dengang var vi ikke parate til det her med at tænke på døden og arv og den slags. Jeg ventede vores første barn. Det var livet, det handlede om. Ikke døden.

Nye tanker om fremtiden

Nu venter jeg vores andet barn. Jeg skal føde om ca. 2 måneder. Og jeg må indrømme, at mine tanker faktisk kredser mere på det her med testamenter og arveplanlægning end tidligere. Det er ikke, fordi jeg er ked af det, eller har et dødsønske. Tværtimod. Jeg har da planlagt, at jeg skal leve, til jeg bliver mindst 150 år gammel – det siges jo, at menneskekroppen faktisk er bygget til at kunne leve så længe. Vi mishandler den bare.

Nej, jeg har bare tit tænkt på, at det ville være rart at sikre mine børn ordentligt, hvis der skulle ske noget med mig og min mand. Jeg vil gerne være sikker på, at vores formue – huset, eventuelle opsparinger og anden formue – bliver fordelt præcis efter vores ønsker, og at børnene bliver taget godt hånd om. Vi er jo begge to meget aktive og opslugte af vores karrierer. Og børnene tager også meget tid. Mest min. Min mands karriere har første prioritet her i familien. Men hvad nu, hvis? Det er altså en tanke, jeg ikke kan lægge fra mig.

Når dagligdagen møder realiteten

Nu er det sådan, at mine børns far rejser ret meget i kraft af sit job. Ofte i lange perioder. Selvom vi har fælleseje, og alt er fryd og gammen, så ville det måske være på sin plads at gøre noget ved det her med at få lavet et testamente. Hvis der skulle ske noget med ham mens han er væk, eller med mig hjemme alene med børnene, ville et klart testamente gøre situationen meget lettere for den tilbageværende – og helt afgørende for børnenes sikkerhed og trivsel.

Vi var faktisk enige om at gøre det dengang, vores første barn blev født. Af en eller anden grund blev det bare ikke til noget. Du ved, tiden går, man har travlt med at lære at blive gode forældre, passe jobs og hus, og så prioriteres det ned. Men nu, hvor nr. 2 kommer, skal vi så ikke se at få gjort noget ved det? Jeg tager fat i ham, når han kommer hjem fra rejsen i næste uge. Denne gang skal det hele igen. Og denne gang bliver det ikke udskudt.