For nogle uger siden læste jeg en artikel om, at statsministeren var kommet i fint selskab med kollegaer fra lande rundt om i verdenen – især Østrig, Grækenland, New Zealand og Australien – som også havde tacklet Corona-krisens værste faser med relativt få tabsofre. De danner nu en uformel klub med fokus på at udveksle erfaringer omkring håndtering af sådan en krise. Ideen er smart: hvis verden skal klare sig igennem lignende kriser fremover – hvad enten det handler om epidemier, naturkatastrofer eller andre uventede chok – kan vi lære enormt meget af hinanden. Klubben signalerer også noget vigtigere: at nogle lande har håndteret det godt nok til at kunne være forbilleder.
De første åbninger og rejsebubbler
Én af det vigtigste konkrete tiltag på agendaset er at etablere såkaldte luftbroer mellem medlemslandene. Tanken er at skabe kontrolerede rejseruter mellem de lande, hvor situationen anses for “Corona-sikker” – det vil sige hvor smitten er tilstrækkelig under kontrol. Det handler ikke bare om at give mennesker mulighed for at rejse igen. Det er også økonomisk. Turismen er en kritisk indtægtskilde for mange lande, og hver uge uden udenlandske besøgende betyder tab. Hvis luftbroer etableres, understøtter det både økonomier og rejsebranchen på en måde, der – i teorien – ikke udsætter disse lande for ny smitte.
I den forbindelse har jeg naturligvis lyst til at rejse igen. Her i slutningen af maj står mange af os uden konkrete sommerplaner, i hvert fald hvad angår udenlandsrejser. Traditionelt har vi været på eventyr et spændende sted hver sommer – bare at blive hjemme og give budgettet til ekstra luksus for os selv virker som en kedelig kompromis.
Valget mellem sikkerhed og eventyr
Dilemmaet er bare, at vi endnu ikke helt ved, hvornår grænserne åbner, eller hvor vi realistisk kan rejse hen. Hvis Australien, Kroatien, Grækenland, Østrig og New Zealand åbner for turisme – som artiklen nævnede som sandsynlige kandidater – ville det åbne helt nye muligheder. Måske kunne vi så finde og sammenligne billige rejser til et af dem. Der er mange typer af rejser at vælge imellem: charterrejser kan være billige og tilbyder flexibilitet, eller vi kunne planlægge individuelle rejser og have mere kontrol. Faktisk er det praksis at kunne finde alle varianter på rejseprisbiler som Rejsepriser.dk, hvor man kan sammenligne og vurdere, hvad der passer til budgettet og situationen.
Det ville være enormt befrielt at komme væk fra Danmark og det konstante mediebrus om mindre bekymrende problemstillinger – som da flere dagblade dybest set blæste coronakomplikationer op til sensationelt væsentlighed. Tag historierne om små børn, der skal desinficer deres hænder så tit, at deres hud bliver angriber af eksem. Selvfølgelig skal man være opmærksom på børnehud og hygiejne, men det behøvede ikke være frontpagesstof i ugebladene.
Hvordan har andre lande tacklet det?
Det ville være mere konstruktivt at høre mere om, hvordan forskellige lande har valgt deres strategi. Singapore har eksempelvis håndteret krisen med få ofre – men efter hvilken model? Har de brugt samme tilgange som Danmark, eller har de gået andre veje? Her begynder det at blive interessant og også lidt ubehageligt.
Singapore har nemt kunnet implementere omfattende kameraovervågning og digital sporingsmetoder, som man hører om når man læser om Østen. Teknologien selv er ikke problemet – men når det integreres i statens infrastruktur uden de samme demokratiske garantier, som vi har i Danmark, grænser det til noget, der stiller spørgsmål til, hvad et demokratisk samfund burde tilladt sig selv. Hvor meget overvågning er vi villige til som pris for sikkerhed? Og når vi igen kan rejse frit, bliver det også mindre abstrakt – vi kommer til at møde disse spørgsmål ansigt til ansigt i andre kulturer og politiske systemer.
Derfor er det vigtigste ved at planlægge sommerens rejse måske ikke blot at spørge: “Hvor kan vi tage hen?” Men også: “Hvad kan vi lære fra, hvordan verden håndterer det her?” En rejse er aldrig bare ferie – det er også møde med andre måder at være i verden på.
